Hakkebøf m. bløde løg

og agurkesalat

Fond

4 personer

Ingredienser:

  • 1 stort skalotteløg
  • 1-2 gulerødder
  • En dusk persille
  • En dusk timian
  • 2 laurbærblade
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 lille spsk koncentreret tomatpuré
  • 1 spsk sherryvinaigre (evt. lidt mere til tilsmagning)
  • 8 dl oksebouillon (flydende koncentreret blandet med vand)

Fremgangsmåde:

  1. Hak løg og gulerødder fint. Rist dem af i lidt olie i en gryde.
  2. Kom persille, timian og laurbærblade ved og steg videre et par minutter.
  3. Kom tomatpuré ved og rist det af et minuts tid.
  4. Kom sherryvinaigre ved og kog det næsten væk.
  5. Kom oksebouillon ved og lad fonden simre til der er ca. 4-5 dl tilbage.
  6. Si fonden over i en skål og kasser indholdet af sigten.

Bøffer og sovs

Ingredienser:

  • Ca. 700 g hakket oksekød med en fedtprocent på ca. 20% (f.eks. hakket tykkam og spidsbryst)
  • 4 løg
  • Smør og olie
  • Salt og peber
  • 1 - 1 1/2 spsk mel
  • 2 dl fløde
  • Et stænk engelsk sauce
  • Et stænk soya
  • Kulør
  • Lidt sukker
  • Salt og peber

Fremgangsmåde:

  1. Del løgene i halve og skær dem derpå i tynde skiver. Steg dem gyldne og bløde i smør og olie. Giv dem lidt salt i begyndelsen - det hjælper dem med at smide væden.
  2. Når løgene er klar, tages de af panden og over en lille sigte. Hold sigten over panden og pres med en grydeske, så det meste af fedtstoffet ryger tilbage i panden. Sæt løgene til side og hold dem lune.
  3. Form det hakkede kød til fire hakkebøffer. Krydr dem med salt og peber og steg dem i fedtstoffet i løgpanden. Giv dem 3-4 minutter på hver side ved jævn varme. Tag dem derpå af panden og hold dem varme.
  4. Herefter laves sovsen i panden: Drys melet i fedtstoffet og lad det bage af under omrøring. Spæd med fonden mens der piskes. Tilsæt fløde og lad det koge op.
  5. Giv saucen en passende mængde kulør, og smag den til med salt og peber, lidt engelsk sauce, et stænk soya, en anelse sukker og evt. et par dråber sherryvinaigre, hvis den mangler lidt syre.
  6. Kom bøfferne tilbage i panden og lad dem hygge sig i sovsen i nogle minutter. Kom de bløde løg overpå bøfferne.
  7. Server med kogte kartofler vendt i lidt smør og finthakket persille, samt frisk agurkesalat.

Agurkesalat

Ingredienser:

  • 1 stor agurk
  • 3 dl lagereddike
  • 2 dl vand
  • 1-2 dl sukker (efter smag)
  • 1 tsk salt
  • Rigeligt friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

  1. Snit agurken i tynde skiver - evt. på råkostjernet. Kom agurkeskiverne i en skål og lad dem trække en times tid med lidt salt.
  2. Bland eddike og vand og opløs sukker og salt i blandingen. Kværn rigeligt med peber i lagen.
  3. Når agurkeskiverne har trukket med salt, vrides de af for saft og kommes i lagen. Sæt agurkesalaten på køl, gerne i nogle timer inden den skal spises.
Tip: Agurkesalaten smager bedst, hvis den får lov at trække i lagen i mindst 2-3 timer. Den kan laves dagen forud.